VÆR MED I NYT UNDERVISNINGSSAMARBEJDE
LIFE Fonden ønsker at udvikle og etablere undervisningsforløb i samarbejde med kunst- og kulturhistoriske museer i hele landet. Skal jeres museum være med?

Samarbejdet vil afprøve nye tilgange og opbygge erfaring med, hvordan naturvidenskab, teknologi, kunst og kultur kan mødes i undervisning. Formålet er at styrke børn og unges almendannelse med fokus på naturvidenskabens og teknologiens bidrag hertil.
FORLØB MED ALMENT DANNENDE FOKUS
I projektet udvikles to undervisningsforløb, der med afsæt i de medvirkende museers unikke udstillinger og samlinger sætter fokus på almenmenneskelige spørgsmål om natur og teknologi:
Dansk i 5.-6. klasse om menneskets forhold til natur
Historie A på stx/htx om menneskets forhold til teknologi
Begge forløb består af 3 dele, hvor del 1 og 3 foregår på skolen med læreren som underviser, mens del 2 foregår på et museum, hvor eleverne undervises af museumsundervisere.
UDVIKLING I TÆT SAMARBEJDE
De to undervisningsforløb udvikles af LIFE Fonden i co-creation med de medvirkende museer samt udvalgte lærere og med sparring fra Skoletjenesten – Videnscenter for eksterne læringsmiljøer. Den samlede udviklingsgruppe mødes til en række workshops, hvor de udvikler sammen.
FINANSIERING AF PROJEKTET
Projektets realisering afhænger af yderligere fondsfinansiering af både udviklingsfasen og driften over en toårig periode. LIFE Fonden varetager opgaven med at søge finansiering til projektet i starten af 2026.
