LIFE CAMPUS

I LIFE Campus kan klasser arbejde med naturfag i avancerede laboratoriemiljøer med LIFE Forløbene Enzymjagten, Plastmissionen, WeGrow, Turbovækst og Hjerteblod. LIFE Campus ligger i Lyngby.

.
.
.

HVAD ER LIFE CAMPUS?

LIFE Campus tilbyder et laboratoriemæssigt avanceret naturfagligt undervisningsmiljø, som du og dine elever kan arbejde i, og som giver et indblik i undersøgelsesmetoder fra virksomheders eller universiteters forskningsmiljøer. Se video om LIFE Campus for at lære mere.

UDEOMRÅDET VED LIFE CAMPUS

Området omkring LIFE Campus er et udendørs laboratorium, hvor elever kan blive undervist og gæster kan gå på opdagelse. Klik på knappen herunder og find ud af, hvad du kan opleve i området.

BESØG FRA FIRE KLASSER DAGLIGT

LIFE Campus er et tilbud til dig og din klasse, som kan give den eksperimentelle del af naturfagsundervisningen et ekstra løft. Vi stiller laboratoriefaciliteter og dygtige undervisere fra LIFE Fonden til rådighed, når I kommer ud og besøger os. Op til fire klasser har dagligt mulighed for at arbejde eksperimentelt i LIFE Campus på måder som landets skoler og ungdomsuddannelser normalt ikke kan tilbyde.

LIFE Campus tilbyder et laboratoriemæssigt avanceret naturfagligt undervisningsmiljø, som dig og dine elever kan arbejde i, og som giver et indblik i undersøgelsesmetoder fra virksomheders eller universiteters forskningsmiljøer. De naturfaglige LIFE Forløb er omdrejningspunktet for det eksperimentelle arbejde, så eleverne kender til det faglige område inden ankomst. Hvis din klasse skal arbejde i LIFE Campus, skal I først have gennemført et kitforløb (med undtagelse af Hjerteblod). Din klasse kan komme på besøg i laboratorierne op til 8 uger efter endt kitforløb. Labforløb i LIFE Campus Labs er tilgængelig for fire LIFE Forløb. Du booker og læser om de forskellige LIFE Forløb herunder.

Udover at være et undervisningssted, er LIFE Campus også centrum for LIFE Fondens udviklingsarbejde og dermed et fysisk knudepunkt for samarbejdet med skoler, virksomheder, forskningsmiljøer og formidlere af naturvidenskab. Blandt andet som samlingspunkt for lærere og forskere, som arbejder med naturfags-didaktik.

FAKTA OM LIFE CAMPUS

  • LIFE Campus er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og er 5.400 m² stort.

  • Arkitekturen er inspireret af DNA-strenge, Fibonacci-strukturer og andre naturvidenskabelige og matematiske mønstre.

  • Facaden kendetegnes ved 96 massive egetræssøjler, hvoraf 12 af dem er formet som en vifte, der åbner bygningen for den besøgende.

  • LIFE Campus er nabo til bl.a. Danmarks Tekniske Universitet, Novozymes og Lyngby Gymnasium.

  • LIFE Campus åbnede for skoleklasser i oktober 2021.

VINDER AF ARKITEKTURPRIS

I 2022 vandt LIFE Campus en anerkendt arkitekturpris Architizer A+ Award i kategorien +Learning blandt indstillinger fra 80 lande og i et stærkt internationalt felt af fem andre finalister. Prisen blev uddelt som et resultat af den internationale, offentlige afstemning, hvor mere end 400.000 arkitekturinteresserede verden over stemte.

Læs mere om prisen her.

DREVET AF GRØN EL

Vi tager bæredygtighed alvorligt i LIFE Campus og bestræber os på altid at vælge de mest bæredygtige og grønne løsninger for vores byggeri. Derfor får vi dækket det meste af vores elforbrug med certifikater fra europæiske vindmøller.

Læs mere om Grøn El her.

BOOK ET LIFE FORLØB

Mikrosafari

Nu kan du og dine elever hjælpe forskerne med at finde ud af, hvilke insekter og smådyr der lever i området omkring din skole. Tag på Mikrosafari med dine elever i 1. og 2. klasse i faget natur/teknologi.

12
Lektioner
6
Uger

SOLSTRØM

Robotstøvsugere, el-løbehjul og smartphones. Vi er omringet af genstande, der bruger strøm – og det er svært at forestille sig en hverdag uden. I Solstrøm skal eleverne undersøge, hvad der bruger elektricitet i deres hverdag og bygge simple elektriske kredsløb. Eleverne kommer i forløbet også til at undersøge, hvordan de kan bruge en solcelle i en lampe, og hvornår en solcelle virker bedst.

8
Lektioner
4
Uger

Autopilot

Kan selvkørende biler løse fremtidens trafikudfordringer? I Autopilot skal eleverne undersøge teknologien bag selvkørende biler. Hvad er en sensor? Hvordan koder man en robot til at køre selv? Og hvilke overvejelser skal vi gøre os, før vi slipper selvkørende teknologi fri i vores gader?

14
Lektioner
3
Uger

Enzymjagten

Enzymer findes i din krop og i naturen, og mange virksomheder arbejder på at finde nye enzymer, som de kan bruge i deres produkter. Enzymerne kan nemlig gøre produkterne billigere og mere miljøvenlige at lave. Ligesom virksomhederne, skal eleverne nu på jagt efter nye enzymer!

13
Lektioner
5
Uger

Plastmissionen

I Plastmissionen træder eleverne ind i rollen som plastproducenter i en virksomhed, der laver mobilcovers. Her får de en mission: De skal finde ud af, hvordan virksomhedens produktion kan blive mere bæredygtig!

24
Lektioner
4
Uger

WeGrow

Hvordan kan mikroorganismer og sensorteknologi hjælpe os med at producere mad nok til verdens voksende befolkning? Prøv dette tværfaglige forløb målrettet 8. klasse i biologi, fysik/kemi og geografi.

25
Lektioner
5
Uger

Kræftens Gåde

Kræft er en kompleks sygdom. Vi skal blive klogere på mekanismerne bag kræft, og hvordan sygdommen opstår, udvikler og spreder sig. Det skal elever i 8. og 9. klasse undersøge i dette tværfaglige undervisningsforløb.

16
Lektioner
3
Uger

Turbovækst

Turbovækst er et undervisningsforløb, der handler om katalyse, kunstgødning og bæredygtig produktion. I Turbovækst styrer eleverne i grupper hvert deres land, og deres opgave er at sikre, at deres lands befolkning ikke sulter. Det sikrer de ved at producere nok fødevarer til alle, der samtidig ikke skader klimaet eller miljøet.

25
Lektioner
5
Uger

TasteMaster

Hvordan kan vi få flere til at spise sundt og efterleve kostrådene? Noget af svaret kan måske findes i gastrofysikkens verden. I TasteMaster skal eleverne undersøge madens fysik og kemi. Eleverne får mulighed for at afprøve forskellige metoder til at ændre smagsoplevelsen ved grøntsager, bælgfrugter og vand.

8
Lektioner
4
Uger

EXTRACTORS

Forestil dig en verden uden farve, duft og tekstur. Fødevarer og kosmetik ville se helt anderledes ud, hvis vi ikke havde tilsætningsstoffer, der udvindes ved ekstraktion. Men ekstraktion er en ressourcekrævende proces. I Extractors undersøger eleverne, hvordan de kan anvende deres egen viden fra laboratoriet til at optimere ressourceforbruget i den kemiske industri.

Hjerteblod

Bevæger du dig nok? I Hjerteblod skal du opleve på egen krop, hvordan du måler og undersøger fysisk sundhedstilstand. I et fysiologisk laboratorium på LIFE Campus skal du og dine klassekammerater igennem en hel dag arbejde som sundhedsforskere og videreformidle jeres faglige viden og måleresultater gennem anbefalinger om motion, motivation og sundhed.

Fight the Bite

Hvert år bliver 2.7 millioner mennesker forgiftet af slanger. 100.000 af dem dør af det, og for mange flere får det alvorlige konsekvenser. I Fight the Bite skal eleverne undersøge, hvordan antistoffer kan bruges til både diagnosticering og behandling af slangebidsforgiftning.

Vandkamp

Menneskeskabte klimaændringer er en global udfordring. I Danmark er der et behov for at identificere oversvømmelsesrisiko og prioritere klimatilpasningsindsatser. I Vandkamp skal eleverne bruge klimamodeller og feltarbejde til at undersøge behovene for klimatilpasning i deres lokalområde.

UNBREAKABLE

Du kan beskytte statshemmeligheder. Eller skjule kriminelle aktiviteter. Hvis du har en ubrydelig kode. Sikker kommunikation er nødvendigt for at kunne leve trygt i et højt digitaliseret samfund som det danske. Men i fremtiden vil nye teknologier udfordre vores muligheder for sikker kommunikation. Vil kvantekommunikation skabe kommunikation, der ikke kan aflyttes? Og skal alle have adgang til kvantekommunikation?